Fraklip: Rågeunger

By Lasse, 12/09/2013

Udkanten har, som de fleste bøger, gået igennem en lang og sej redigeringsproces, hvor meget er røget ud undervejs. Her er en af de scener der ikke blev plads til. Ideen var den skulle bidrage til at skabe en dyster misantropisk stemning og understrege en fornemmelse af uafvendelighed i historien. Men den var ikke strengt nødvendig, så ud røg den.

Der sad fire rågeunger på grenen. Blanke, blåsorte fjer, stort næb, trippede lidt usikkert med fødderne, måske var de nervøse for deres første flyvetur, som køreskoleelever før den praktiske prøve. De kiggede lidt ned, kiggede på hinanden og på reden længere inde mod stammen. Forældrene sad højere oppe i træet, holdt øje, men foretog sig ikke noget, instinkterne ville tage sig af det nødvendige. Ungerne var flyveklare og inden dagen var omme ville de have luft under vingerne. Det slog aldrig fejl, naturen vidste hvad den gjorde. Ungerne trippede lidt mere, kiggede udover landskabet, tæt på til venstre lå en gård, til højre, så langt man kunne se, var der marker hvor afgrøderne bølgede i vinden. Lige frem kunne rågeungerne se de rigtige bølger, med hvide skumtoppe, på Vesterhavet. Der var et stykke derud, men fra grenen hvor de sad, højt oppe i det gamle egetræ, var der frit udsyn. Ungerne vidste meget lidt. De hvide bølgetoppe sagde dem ingenting, heller ikke de ensartede, grå flader der var gårdens tag, det gule korn, alt sammen var nyt for dem. De vidste heller ikke at de af mange blev anset for skadedyr. Ikke fordi de enkelte fugle voldte nogen videre skade, men de boede ofte i kolonier på flere hundrede fugle, tilsammen kunne de larme meget og skide meget. Men én ting vidste de, instinktivt: I dag var en perfekt flyvedag. Skyfri, svag vind, perfekt sigtbarhed.

Der lød et skud fra en salonriffel og én af ungerne faldt, ramte tre-fire grene på vejen ned. De andre unger, som endnu ikke havde opøvet en fornemmelse for fare, kiggede forvirrede på hinanden. De vidste ikke om det skete var en del af planen. Højere oppe i træet tog forældrene, med mere veludviklet situationsfornemmelse, flugten. Der lød et skud til og én rågeunge mere faldt. De to sidste trippede, kiggede først til den ene side, så til den anden side. Tredje skud ramte åbenbart ikke helt rent, for ungen baskede ubehjælpsomt med den ene vinge på vejen ned, spjættede et par gange, ramte jorden og lå så stille. Den sidste unge viste begyndende tegn på uro, trippede ind mod stammen, over mod reden. Skuddet ramte helt forbi, suset fra projektilet forstærkede uroen. Den ville have fløjet hvis den kunne, men den var ikke helt klar. Femte skud ramte heller ikke, besynderligt nok. Sjette skud sad til gengæld præcist, ungen var død før den ramte første gren. Skytten lod de fire rågeunger ligge på skovbunden, de ville snart blive taget af en kat. Han afsikrede salonriflen og gik videre, blikket rettet opad, anstrengte øjnene for at få øje på andre rågeunger der var ved at lære at flyve. Han vidste der var flere, råger boede som regel i kolonier.