Forargede læserbreve

By Lasse, 02/09/2014

Weekendavisen 29. august 2014

 

Oprør fra udkanten

Viggo Mortensen, dr.theol.
Gammelgaard 2, 5970 Ærøskøbing

Nu er udkanten ikke blot »den rådne banan«. Nu er den blevet til »fjendeland« (WA, 22/8). Pernille Stensgaard rapporterer fra en oplæsning på Hovedbiblioteket i København, hvor en række yngre forfattere får det bedre borgerskab til at gyse over deres beretninger fra Udkantsdanmark. Og de er jo specialister i problemstillingen, må man tro. De må jo vide, hvad de taler om, tænker man, for de er jo forfattere!

Peter Frederik Jensen er så vidt vides opvokset i gode og trygge kår i et præste- og professorhjem i Vanløse, men har for at uddanne sig til skibstømrer måttet tage toget til Kalundborg, hvilket har bragt ham gennem den frygtelige udkant på Nordvestsjælland.

Jens Vilstrup, der har boet tredive år på Vesterbro (i København forstås), men nu bor på Frederiksberg, skriver om volden på landet. Og Lasse Hjorth Madsen, der bor på idylliske Amager med kæreste og tre børn, skriver om, hvordan tilflyttere til udkantslandet mishandles og mobbes. Tilsammen, konkluderer Stensgaard, skildrer de en mareridtsudgave af Danmark 2014 beboet af »kriminelle, drikfældige, indebrændte, voldelige, homofobe kvindehadere, narkomaner og storrygere«

Men ved I hvad: Det turde være løgn alt sammen. Der er i de senere år skabt en helt ny genre inden for litteraturen: Udkantsromanen, hvor de yngre forfattere kappes om at give et så negativt billede af udkanten som muligt.

Gad vidst, hvor det stammer fra: Mon den tidligere forfatterskolerektor Hans Otto Jørgensen har øvet en indflydelse, nu han skulle kompensere for sin elendige opvækst. Men de kan ikke have haft en så dårlig opvækst alle sammen. Og vi gider efterhånden ikke at høre om deres litterære fadermord. Nu er det jo ikke nyt, at litteraturen bidrager til at producere en falsk bevidsthed. Og det er, hvad udkantsromanerne i øjeblikket gør. Men ved I hvad: Vi, der bor i udkanten, er godt trætte af det og vil efterhånden ikke finde os i det mere. Vi gør oprør!

27. september afholdes i Ærøskøbing et startmøde for det oprør fra udkanten, der skal rette op på den fordomsfulde og skæve rapportering om og ikke fra Udkanten. Først skal de helt åbenbare uretfærdigheder i behandlingen af udkanten adresseres, og så skal der fortælles en anden og sandere historie om livet på landet vest for Valby bakke. Det sker under overskriften Mulighedernes land.

Har Vilstrup ret i at karakterisere »det knækkede Danmark« som vores største samfundsproblem, så må det være en opgave for vore talentfulde yngre forfattere at give deres bidrag til en beskrivelse af udkanten som mulighedernes land.

 

Den modne banan

Bent Jørgensen, keramiker
Hårbøllevej 60, 4792 Askeby, Møn

Når man har læst Pernille Stensgaards nedvurderende artikel om den danske provins med overskriften »Fjendeland«, kigger man uvilkårligt efter den nærmeste kuffert, for her fra udkanten kan der kun være tale om hurtigt at tage det mest vigtige med, inden billetten løses til den trygge storby.

Disse tilbagevendende artikler i hovedstadsbladene om den totale nedtur på alle planer i den danske provins slår os, der bor og færdes herude, med lidt mere end undren, for hvad er mon disse journalisters ærinde? Et ærinde, som åbenbart har deres redaktørs fulde bevågenhed, kan man forstå. De kan vel næppe alle bære på et barndomstraume, om en tabt kurv æg i hønsehuset, eller en nabodatters afvisning i høstakken.

Men noget piner dem åbenbart ved provinsens tilstedeværelse som de, i lighed med visse politikere, helst så droslet ned med nedrivninger og tvangsforflyttelser. Selv de danske småøer er foreslået tømt for indbyggere, selvfølgelig med økonomiske argumenter, for disse naturens herlighedsværdier for os alle kan jo ikke sættes i statskassen.

Den tanke, at mange bor og lever et herligt liv på landet, er simpelthen for meget inde på Rådhuspladsen og omegn. Der må stikke noget under!

Både herude og i hele resten af Danmark kan der selvfølgelig altid graves historier og billeder frem, hvis man ønsker at sætte en endelig dom. Men hvad er egentlig journalisternes ærinde, udover at tilfredsstille en trend i tiden, der åbenbart skal bestyrke både politikere og byboere i, at de valgte rigtigt, da de satsede på byerne.

Ganske mange ville sikkert være bedre tjent med et liv på landet med de udfordringer og det nærvær, det ville betyde. Men ganske mange, der forsøgte, fandt ikke fodfæste, for desværre ligger bankerne under for mediernes undergangssnak og har smækket lånekassen i. Den pengepolitik og udsultning over for provinsen har vi desværre ikke ministre med format til at stoppe.