Uddrag fra PR

By Lasse, 26/09/2013

Kapitel 2

CG forstår ikke hvorfor faren er så stolt over sit trykkeri. Det minder om en fabrikshal, nogle ville kalde det et meget stort skur, som det ligger der, på grænsen til industrikvarteret, med marker til den ene side og ringvejen til den anden. Det virker som om trykkeriet har sat sig mellem to stole, ikke rigtig en traditionel industrivirksomhed, ikke rigtig en moderne servicevirksomhed, ikke rigtig beliggende i byen, men heller ikke for alvor på landet.

Over hovedindgangen hænger et stort skilt: „Grønbæk Tryk & Grafisk Produktion“. Faren, Erik Grønbæk, har selv lavet skiltet, og det har han gjort godt, måske lidt for godt, det er som om kvaliteten på skiltet ligger flere niveauer over alt andet i virksomheden. Hvert år piller Erik skiltet ned og maler det op så farverne altid fremstår klare.

»Et ordentligt skilt er vel det mindste man kan forvente af et seriøst trykkeri,« siger Erik hver gang der er nogen der stiller spørgsmålstegn ved om det nu er nødvendigt at male skiltet op.

CG kan ikke se at der er noget særligt at være stolt over ved trykkeriet. Indenfor ligner det noget af en rodebutik, papkasser overalt, væggene er dækkede af store opslagstavler. På opslagstavlerne hænger der reklamekalendere, nogle af dem falmede, flere år gamle, andre er i brug og holder styr på produktionsplaner, feriedage, leveringer, møder. Der hænger også en masse prøvetryksager, reklamer, oversigter over farvekoder og papirkvaliteter, prislister, leveringstider og meget mere. Indimellem hænger medarbejderne foldeudpiger op, mere eller mindre afklædte, mest mere. Det med foldeudpigerne er selv mekanikerne ellers holdt op med for mange år siden, men trykkerne gør det stadig. På midtersider fra Ugens Rapport kan man stadig se hullerne fra hæfteklammerne i pigernes solbrændte hud. Erik er ikke meget for det, han er af den gamle skole, og når han husker det, beder han folkene om at pille pigerne ned. Særligt hvis de er meget afklædte og spreder benene ud over det sædvanlige. Særligt hvis CG, hans yngste søn, er med på arbejde. Erik Grønbæk mumler gerne noget om at kunderne ikke bryder sig om det, men alle ved at kunderne kun sjældent kommer på trykkeriet, og når de endelig er der, er det altid inde på chefens kontor, et lille glasbur i det ene hjørne af hallen. Nogle af pigerne får lov at hænge i flere år før Erik lægger mærke til det og beder om at få dem fjernet.

CG bliver aldrig kaldt andet end CG. Forældrene begyndte allerede at kalde ham det før han blev født for at slippe for at kalde den nye baby for „den“. Initialerne hang ved, og mange af de andre drenge fra kvarteret omkring Rådyrsvej kender ikke hans rigtige navn.

Det er ikke særlig tit at CG er med sin far på arbejde. Han skal passe sin skole. Og i øvrigt gider han ikke rigtig. Da han var yngre, 8-10 år, deromkring, kunne han godt lide at komme med. Han syntes at det var sjovt at se den store trykkemaskine arbejde, og han syntes de ansatte var sjove. Grønbæk Tryk & Grafisk Produktion har ni ansatte. Når CG er med faren på arbejde, hilser de alle sammen på ham, laver skæg og prøver at få ham til at hoppe på deres små numre, som at hente „to moderkager og en kejsersnitte“ nede hos bageren. De samme numre som de selv blev udsat for da de var lærlinge, nogle af dem for næsten et halvt århundrede siden. CG er for kvik til at hoppe på deres fiduser.

I dag, få uger efter at CG er fyldt 14 år, er han undtagelsesvis taget med faren på arbejde. Det er lørdag, og de er nødt til at arbejde, for der er meget travlt. Det er i dag han første gang begynder at forstå, hvorfor faren er så stolt over sit trykkeri.

Det har at gøre med hvordan de ansatte lytter til faren når han taler. Selvom trykkere er nogle seje bananer, tilbagelænede typer der ikke sådan lader sig imponere, så spidser de alligevel ører når den gamle taler. Drejer hovedet en anelse mod ham, afbryder sjældent, kommer ikke med helt så mange sjofle vittigheder undervejs. Det handler om respekt. Ikke næsegrus beundring, ikke fedteri, ikke noget af den slags. Blot en tavs kerne af respekt der får dem til at lytte efter og tænke sig om en ekstra gang før de kommer med kvikke bemærkninger. Det er først i dag at CG begynder at forstå det. Måske er det først i dag at han er gammel nok, 14 år. Når man fylder 15, er man næsten en voksen mand.

»I ved godt hvorfor vi er på arbejde en lørdag,« siger Erik. Rundt om bordet sidder fire mænd, to af dem ryger, de andre to nikker. På midten af bordet står en blå plastikkaffekande, plettet af kaffe, ved siden af ligger en rulle med engangskrus.

»Vi har været så heldige, og dygtige, at få virksomhedens største ordre nogen sinde. Og da vi i forvejen har travlt, ja så er vi nødt til at tage weekenden med. Men vi skal jo bestemt ikke klage, arbejde er altid godt nyt, der er mange af vores konkurrenter der er misundelige.«

»Misundelige på weekendarbejde?« En af de ansatte, Svend, smiler sarkastisk.

»Ja. På weekendarbejde. Da City Tryk gik konkurs sidste år, tror jeg nok de ville have været misundelige på noget weekendarbejde.«

Tavshed omkring bordet.

»Og det er jo heller ikke nogen hemmelighed at der er lidt ekstra i lønningsposen til jer der er mødt op.« Det er en gammel aftale at de ansatte får 50 procent ekstra for aften- og weekendarbejde. »Som I kan se, er CG med, han glæder sig til at blive sat i sving så han også kan tjene en skilling.« CG fortrækker ikke en mine. Han havde egentlig ikke tænkt sig at arbejde.

»Hvor stor er opgaven?« Det er Ole, firmaets yngste mand der spørger. Alle ved at han godt kan tænke sig selv at åbne et trykkeri en dag. Han interesserer sig meget for driften, og Erik lægger ikke skjul på noget. Hvem ved, måske er det ham der skal overtage virksomheden en dag. Så kan det være at han skriver „Grønbæks eftf.“ på skiltet.

»Ja, som sagt så er det det største vi endnu har kastet os ud i.« Erik trækker spændingen lidt ud. »Vi skal trykke og pakke 2,2 millioner reklametryksager. Fire farver. Falset og hæftet. Til husstandsomdeling i hele landet. For det får vi godt tre millioner kroner.«

Grønbæk Tryk & Grafisk Produktion har en omsætning på 8-10 millioner kroner årligt, så det er efter alle standarder en meget stor ordre.

»Har du set pengene?« Det er Svend som spørger, halvvejs i sjov, halvvejs i alvor.

»Vi sender som sædvanlig en faktura på 50 procent af beløbet når vi er halvvejs. Men jeg har nu et godt indtryk af kunden, et veletableret reklamebureau, på størrelse med vores egen virksomhed. Volume Fire, hedder de. De har et godt renommé i branchen.«

Erik aner ikke om Volume Fire har et godt renommé i branchen, men det er rigtigt at han fik et godt indtryk af indehaveren da de mødtes i sidste uge. Thomas Ingvar, hedder han, en energisk mand, midt i fyrrerne, lille og væver, et fast håndtryk, ser én i øjnene når han taler. Reklamebureauet er sikkert mindst lige så begejstret for ordren som Erik er, for dem må der være rigtig mange penge i det. Måske det dobbelte eller tredobbelte af hvad Grønbæk Tryk & Grafisk Produktion får. Måske mere. Men Erik er ikke misundelig, langt fra, han er glad for at have sin egen virksomhed, stolt over at have kunnet brødføde familien i, hvad blev det til, mere end 25 år nu? I sit stille sind har Erik næsten besluttet sig for at trække sig tilbage om fire år, i sommeren 1997. Til den tid vil han være 60 år, kunne få efterløn, og have masser af tid tilbage til kone og børn. Hvis børnene da ellers gider. Det gør de nok ikke, men så kan han og konen, Elisabeth, rejse så meget desto længere. Hvis han kan sælge virksomheden, få en god pris for den, vil der være rigeligt til at de begge kan leve godt resten af livet. De vil ikke mangle noget, det har han sørget for. Derfor vil han også helst efterlade virksomheden i god form, med en pæn omsætning, så den er nem at sælge til den rigtige pris. Ikke kun for pengenes skyld, det er lige så meget princippet. At efterlade sit livsværk i god stand. Give en sund forretning videre. En forretning der har potentiale til at køre mange år endnu, skaffe fast arbejde til gode folk, brødføde deres familier. Det handler om at gøre sit arbejde ordentligt, så enkelt er det, tænker Erik og koncentrerer sig atter om mændene omkring bordet.

»For at kunne klare opgaven har jeg bestilt en ny offsetrotation, en ordentlig krabat. Vandfri. Den bliver leveret allerede i dag.«

Erik får øjeblikkelig fuld opmærksomhed hele bordet rundt. En ny rotationspresse er ikke noget man køber hver dag. Det ved enhver. Og ingen af dem har hørt om vandfri offset.

»Vandfri?« Svend lyder mistroisk.

»Det er en ny teknologi vi går ind i nu. Hovedsagen er at det er billigere, vore trykomkostninger på de store oplag falder med 40-50 procent. Og så gavner det miljøet, det tæller også med. Specielt når det giver statsstøtte.«

»Får vi så lønforhøjelse?« spørger en af mændene.

Erik svarer ikke. De forventer heller ikke noget svar.

»Ja, men så tror jeg også jeg har talt nok,« siger Erik. »Er der nogen der har spørgsmål?«

»Får vi materialet med skæremærker og bukkemærker?« En af de mere pedantiske folk spørger, en af dem som altid brokker sig over kundernes uvidenhed.

»Ja, de har styr på det.«

»Falsning?«

»Rullefals. Maskinen skulle kunne klare det. Uden at sænke trykhastigheden.«

Rundt om bordet nikker mændene. Det er gode folk, de kender deres opgaver, og de er ikke kommet for at snakke.

»Lad os gå i gang,« siger Erik. »De leverer maskinen inden middag. Vi skal have ryddet bagvæggen. CG, smøg ærmerne op.«

Hjemme hos familien Grønbæk er det Elisabeth der laver maden. Altid. Skattevæsnet kalder hende for medhjælpende hustru, hun ordner regnskaberne, udbetaling af løn og holder styr på feriedagene hos Grønbæk Tryk & Grafisk Produktion. Tidligere har hun arbejdet i tøjbutik, på et gartneri, som kassedame, på et postkontor, som sekretær, rengøringsmedhjælp, togstewardesse, telefonsælger, kantinedame. Det var da hun arbejdede i kantinen hos Midtjyllands Tidende at hun mødte Erik. Han var typograf, men ikke helt som de andre. Dengang kunne hun ikke sætte ord på hvad der gjorde ham anderledes, men som hun lærte ham bedre at kende, forstod hun at det var evnen til at tage initiativ der gjorde forskellen. Både da han første gang inviterede hende ud, da han fire måneder senere friede til hende og da han gjorde hende gravid med deres første søn. Samme initiativ der fik ham til at åbne Grønbæk Tryk & Grafisk Produktion. Erik havde set hvad der var ved at ske med typograffaget. Tre år efter han gik selvstændig, var Eriks gamle kollegaer fraMidtjyllands Tidende arbejdsløse, Grønbæk Tryk & Grafisk Produktion havde fire ansatte, både Erik og Elisabeth arbejdede dobbelt så mange timer som de nogen sinde før havde gjort, tjente også dobbelt så meget. Olaf og CG var tit med på arbejde. Nogle gange sov de alle fire på trykkeriet, på en stor madras, der hvor glasburet, Eriks kontor, senere blev sat op.

I aften skal de have koteletter i fad. Det er drengenes livret. Drengene inkluderer Erik. Over maden snakker de om arbejdet, det vil sige det er især Erik der snakker.

»Vi har trykt mere på den sidste uge end på de sidste to år,« siger han.

»Nej?« udbryder Elisabeth. Hun prøver at lyde imponeret. »Det var da flot.« Olaf og CG siger ikke noget.

»Den nye maskine kører glimrende. Det er en helt ny teknologi. Vandfri, men både billigere og mindst lige så godt som gammeldags offset. Også bedre for miljøet.«

Olaf kigger på faren, CG kigger på den storblomstrede voksdug. Elisabeth sender fadet med koteletter rundt.

»Siden jeg startede, har jeg skiftet teknologi fire gange,« siger Erik. »Simpelthen skiftet alt det gamle ud. Fire gange på 25 år. Så hurtigt går det i trykkeribranchen.«

»Hvad koster sådan en maskine?« Det er Olaf der spørger. Han fylder snart 18, er i gang med at tage kørekort, tænker på hvor mange personbiler den nye trykkemaskine repræsenterer. Han ved godt at han ikke ville få en bil foræret af faren, heller ikke selvom der var penge tilovers i firmaet. Erik tror fuldt og fast på at det er sundere for drengene selv at tjene pengene til de ting de gerne vil have. Olaf har nu alligevel fået sit kørekort betalt, men på betingelse af at han ikke ryger. Der er ikke noget i vejen med en gulerod, synes Erik. Problemet er at lillebroren, CG, allerede smugryger, kun lige 14 år gammel. Indtil videre prøver begge forældre at lade som om de ikke ved det for at undgå at skulle give den ene søn et kørekort uden også at give den anden når den tid kommer. CG har selv forudset problemstillingen, han har tænkt sig at foreslå at forældrene nøjes med at give ham et motorcykelkørekort. Så ingen taber ansigt.

»Maskinen har kostet,« siger Erik og kigger rundt på familien, »tre en halv million.« Han holder en kunstpause.

»Hold da op,« siger Elisabeth.

»Kunne alle de penge godt være i cigarkassen?« spørger CG. „Cigarkassen“ er det lille pengeskab på kontoret hvor Erik opbevarer vigtige kvitteringer, ordrebekræftelser, kontrakter og hele familiens pas og dåbsattester.

»Ja, jeg har jo altså ikke betalt dem endnu,« siger Erik, næsten skamfuld. »Jeg har aftalt med leverandøren at der er 30 dages kredit før udbetalingen skal falde. Så der skulle være rigelig tid til at få pengene fra kunden.«

»Bruger du dem alle sammen på den nye maskine?« Olaf lyder en smule forarget. Den bil han godt kunne tænke sig, en Audi, har han set brugt til 75.000 kroner hos den lokale autoforhandler.

»Ja, hele overskuddet går til maskinen,« siger Erik. »Jeg har regnet på det, og det er den bedste måde. Godt nok får vi ikke noget overskud i år, men vi får betalt en kæmpe investering, finansieret vores teknologiskift. Det betyder at vi til næste år og næste år igen og årene efter vil få meget lavere omkostninger. På lang sigt kommer vi til at tjene mange flere penge på den måde.«

»Hvad nu hvis lortet brænder sammen?« siger CG.

Erik sukker. »Så har vi en forsikring der dækker. Og så vil jeg godt bede dig om at tale pænt om det materiel der skaffer os smør på brødet.«

»Må jeg gå fra bordet?« siger CG.

Erik nikker.

»Hvor meget kommer du så til at tjene til næste år, far,« spørger Olaf.

Efter aftensmaden står Erik ude på terrassen foran udestuen, kigger ud i haven hvor mørket er ved at sænke sig. Han trænger til en smøg selvom det er 18 år siden han holdt op, næsten på dagen for Olafs fødsel. Men han burde ikke ryge, ikke når han selv beder sine drenge om at lade være. Utroligt at trangen ikke er død endnu. Det er sjældent, men en gang imellem vender den tilbage.

En gang drømte han om at Olaf eller CG skulle overtage trykkeriet når han gik på pension. Det er én af grundene til at han altid har taget drengene med derhen, så tit de ville. Men det er mange år siden han slog den ide ud af hovedet, og han er egentlig ikke ked af at det er gået anderledes. Det er ikke nemt at drive et trykkeri i dag, og hvem ved, måske forsvinder branchen helt, på samme måde som typograferne forsvandt dengang. Det er hårdt arbejde, og der er sikkert både bedre og nemmere måder at tjene sine penge på i dag. Hvis man er ung. Hvis man har en god uddannelse.

Olaf, han begynder på handelsskole efter sommerferien, og det er sikkert ikke så tosset. En klog mand vil der altid være brug for, ræsonnerer Erik. Olaf skal nok blive til noget, også selvom han ikke er særlig praktisk anlagt. Han har et godt hoved. Så gør det ikke så meget om man har et par ekstra tommelfingre.

CG er sværere at blive klog på. Mange ting kan man kalde ham, men dum er ikke en af dem. Alligevel er der noget genstridigt over ham. Drengen gider sgu ikke lave sine lektier. Det er ikke fordi han ikke kan. Hvis man sætter sig ned med ham, forklarer at han ikke får lov til at gå før han er færdig, sætter hårdt mod hårdt, så kan han godt finde på at lave regnestykker færdig for hele den næste uge. For fanden, sidst tog det Erik længere tid at kontrollere dem, end det tog for knægten at regne dem ud. Det endte med at drengen løb og spillede fodbold ude i haven, mens Erik sad og svedte over regnehæftet, prøvede at forstå hvad de mente med „funktionsmaskiner“ og „trylletal“. Erik fandt ikke én fejl.

En anden gang havde drengen gudhjælpemig siddet og stirret på sit regnehæfte i to timer, som om han ville udfordre farens tålmodighed, se om han virkelig ikke fik lov til at gå før lektierne var lavet. Til sidst, klokken halv tolv om aftenen, da Elisabeth kom ind for at se hvad der foregik, var de begge to faldet i søvn.

Man kan sige hvad man vil, han er en sær dreng, den yngste. Stædig som bare pokker. Erik smiler ved tanken om den aften ved skrivebordet. Han havde hold i nakken tre dage efter. Siden har han ikke brugt den metode til at få CG til at lave lektier. CG kan hvis han vil. Det er det vigtigste. Når han bliver lidt mere moden, skal han nok rette sig. Når han finder ud af hvad det er han vil.

Erik slukker cigaretten, lister skoddet ned mellem to planker i terrassen så det ikke bliver fundet. Han overvejer kort brandfaren, men minder sig selv om at der ikke er andet end fint grus under plankerne. Så går han ind i stuen, tænder for fjernsynet, der er boksning, Johnny Bredahl mod Eduardo Nazario fra Puerto Rico. Det bliver et brag af en kamp.

På trykkeriet knokler folkene for at nå at blive færdige. Aftalen er at halvdelen af brochurerne skal ligge klar senest første september. Så kan omdelingen gå i gang på Jylland, mens anden halvdel bliver trykt og omdelt umiddelbart efter på Sjælland og øerne. Det er lige på et hængende hår at de kan nå det, for der har været indkøringsvanskeligheder med den nye maskine. De sidste tre dage har leverandøren konstant haft en tekniker udstationeret på trykkeriet, det insisterede Erik på. Han er ikke bange for at spille med musklerne når det skal være, og han forklarede i utvetydige vendinger leverandøren at hvis de ikke nåede opgaven til tiden, så måtte de afhente en brugt maskine, betalingen måtte de bede Sø- og Handelsretten om at finde ud af. Næste dag klokken 7.30 stod der en tekniker hos Grønbæk Tryk & Grafisk Produktion. Resten af børnesygdommene blev overvundet.

Når først maskinen kører, passer den sig selv. Men for en sikkerheds skyld sover Erik på kontoret, på en madras, ligesom i gamle dage, for det tilfælde at maskinen skulle gå i stå midt om natten.

»Hvis den går i står, vil jeg håbe for dig at du tager telefonen,« siger han til teknikeren der tripper lidt fra side til side, men vistnok nærmest ender med at nikke bekræftende. Men maskinen kører upåklageligt, 24 timer i døgnet.

Halvdelen af trykkehallen er ryddet og bliver brugt til opmagasinering. Palle efter palle med stabler af sorte brochurer, stramt bundet med hvide plastikbånd, fylder snart det meste af produktionshallen. Hvis de havde haft en gaffeltruck, kunne de have stablet pallerne i to lag. Selvom det bliver tæt løb, ser det ud til at de når halvdelen, 1.145.000 eksemplarer, inden første september, sådan som de har aftalt. Når det sker, kan de sende første faktura, 1.589.450 kroner, 50 procent af den samlede pris. Erik har allerede skrevet fakturaen, den ligger på hans skrivebord sammen med følgebrevet, lige til at putte i en kuvert. Derefter er der en betalingsfrist på otte dage. Erik slapper ikke helt af før han „står med pengene i hånden“, som han plejer at sige. Anden halvdel af leveringen vil formentlig gå betydelig lettere, indkøringsvanskelighederne med den nye maskine er overstået, og samarbejdet med transportfirmaet er på plads. De har været nødsaget til at udskyde en række af de mindre opgaver; det har medført nogle sure telefonopkald fra kunderne. Det er noget af det værste Erik ved, ikke at overholde aftalerne, men det er klart at han ikke altid har noget valg. Det ville være hul i hovedet at tage chancer med en ordre på over tre millioner, for at kunne levere en håndfuld opgaver i 50.000-kronersklassen til tiden. Det er synd og skam, men den slags må man tage med. Han ved at kunderne havde gjort det samme i hans sted, så godt kender han dem. Det er trods alt en trøst.

Når Erik kigger ud over det lille trykkeri, ser antallet af paller vokse og vokse, ser den nye maskine summe (de larmer ikke længere, ikke som i gamle dage, de summer), bliver han varm i maven af glæde. Han ville aldrig sige det højt, men det er næsten samme fornemmelse som da hans drenge blev født. Det her, det er hans værk, det blomstrer, han har fået sit livs største ordre i hus, har bevist at han er dygtig. Timingen kunne ikke være mere perfekt: Skiftet til den nye teknologi kommer i god tid inden Erik trækker sig tilbage, regnskaberne vil nyde godt af investeringen og vil se strålende ud inden salget. Han havde regnet med at kunne få tre, fire eller måske fem millioner for Grønbæk Tryk & Grafisk Produktion. Nu lyder det ikke usandsynligt at de kan ende på otte, ni, eller måske endda et tocifret millionbeløb? Man har også lov til at være heldig. Det er rigeligt til at han og Elisabeth kan leve godt resten af deres liv. Bedre end de nogensinde før har gjort. Penge betyder muligheder. Livskvalitet. Måske et sommerhus i Portugal, ved vandet, måske endda på en ø? Måske Azorerne? I hvert fald langt væk fra Solkysten og Nice og alle de andre steder hvor nyrige slår sig ned i skattely. Det er ikke noget for Erik og Elisabeth. Lys, varme, havluft, det er det de kan lide. En lille sejlbåd. Ikke nogen lystyacht, en lille topersoners sejlbåd, som han selv kan sejle. Elisabeth kunne tage sprogkurser i portugisisk, hun har altid snakket om at hun godt kunne tænke sig at komme i skole igen. Hun er god til sprog, hvis hun lærer portugisisk godt nok til at hun kan begå sig, kan hun oversætte for ham. Sprog har aldrig interesseret Erik, men hvis Elisabeth vil, skal hun have muligheden. Penge betyder muligheder. Om fire år vil hun ikke engang være fyldt 50. Måske har de 10, 20, endda 30 gode år sammen endnu. Hvor de kan gøre hvad de vil, stort set.

Hvis han virkelig ender med at få 10 millioner eller mere, kunne han sætte penge til side til Olaf og CG. Ikke noget med store pengegaver, de har godt af at lære at klare sig selv. Men måske en fond af en slags, hvis nu for eksempel Olaf en dag havde lyst til at starte sin egen virksomhed, revision eller rådgivning eller hvad han nu måtte finde ud af. Risikovillig startkapital. Så de ikke skulle hen i banken med hatten i hånden. Så han, Erik, kunne give sine sønner en håndsrækning, få dem i gang. Allerhelst som selvstændige, så de også kan mærke de glæder som han selv har oplevet. Det at se noget vokse, noget man selv har sat i gang.

Som Erik sidder der i glasburet og dagdrømmer, kigger ud over sit lille trykkeri, den blide summen fra maskinen i baggrunden, går det langsomt op for ham at han aldrig har været mere lykkelig.

I hånden holder CG et sort stykke papir. Det er tykt, foldet to gange, blank overflade, i et format man ikke normalt ser, sammenfoldet er det næsten kvadratisk, men ikke helt. På forsiden står der med hvide bogstaver på den sorte baggrund kun ét ord: „Tryghed“.

CG studerer papiret. Rundt om bordet sidder resten af familien undtagen Elisabeth, hun er i gang med de sidste forberedelser til aftensmaden, men holder øje med hvad der sker.

CG åbner folderen. På bagsiden af flappen er der et billede af en mand, midt i fyrrerne, afslappet, smilende. Der er noget saligt over ham, en næsten bibelsk ro, han udstråler lykke, visdom, venlighed. På den modsatte flap står der, også med hvide bogstaver, „For dig og dine“.

»Tryghed for dig og dine?« siger CG, kigger spørgende på faren. Erik nikker, lettet over ikke at behøve at irettesætte CG for flere fornærmelser mod det arbejde der sætter mad på bordet foran ham.

CG åbner den anden flap. På bagsiden er der et billede af en kvinde, lidt yngre, med et intenst blik. Også smilende, men ikke helt så kraftigt som manden. Hun ser målrettet ud, men venlig. Hun ligner et billede af én som kunne blive interviewet til et af damebladene, enten fordi hun med succes udlever sine kunstneriske ambitioner i eget keramikværksted, eller fordi hun som kvindelig topleder har fundet formlen for hvordan man forener familieliv og karriere.

»Hvem er de to spassere?« siger CG.

Erik sukker, men siger ikke noget. Mellem de to portrætfotos, på opslaget af den åbne folder, er et stort billede af en hel masse børn, alle aldre og alle hudfarver. Der er enkelte handicappede i blandt. Alle ser glade ud. De fleste kigger ud på læseren, nogle få ser ud som om de taler med hinanden, pjatter smilende. Billedteksten nedenunder lyder: „Tryghed for dig og dine“.

»Det er starten på en stor reklamekampagne. For et forsikringsselskab,« forklarer Erik.

»Skulle de ikke … skrive deres navn? Altså deres telefonnummer eller sådan noget? Så man ligesom ved hvor man skal købe deres lort, ikke?« CG spørger lige så meget sig selv som faren.

»Alt det kommer senere. Det er en del af en større kampagne. Der kommer reklamefilm på tv, på busserne, i aviserne, på busstoppestederne, ja endda på Rådhuspladsen i København,« siger Erik. »Når det først er i gang, er der ikke nogen der vil være i tvivl om hvor de skal ringe hen. Ideen er at navnet på selskabet kommer til at betyde „tryghed“.«

Erik forklarer ideen bag pjecen så godt han kan, men savner den samme entusiasme og overbevisning som reklamebureauets indehaver, Ingvar, havde på deres møde. Hans øjne havde næsten strålet da han talte om kampagnen. „Altrust Forsikring bliver synonym med tryghed,“ det var sådan han havde sagt. „Kan man forstille sig et ord med mere positive associationer? Nej vel? Vores kampagne vil få navnet Altrust Forsikring til at betyde tryghed i danskernes øre. Hvis de er villige til at foretage investeringerne, kan det blive forsikringsbranchens stærkeste brand.“ Sådan havde han udtrykt det. Det havde lydt rigtigt.

»De personer du ser der, de kommer til at gå igen i alle de andre reklamer. Indtil folk føler de kender dem. At de kan stole på dem. Det er sådan man laver reklame nu om dage.« Erik er ved at have talt sig varm.

»Jeg synes det er et par spassere. Jeg ville ikke købe en rulle lokumspapir af dem,« siger CG.

»Tal ordentligt, CG. Under alle omstændigheder skal vi bare trykke den brochure du sidder med. Det er det arbejde der betaler din mad, det ved du godt.«

»De vil have den delt ud over hele Danmark,« spørger Olaf.

»Ja. Det er rigtigt. På torsdag kommer der en lastbil og henter 12 paller med de brochurer vi har trykt indtil videre. Så starter postvæsnet med at dele dem ud på Jylland.«

»Får vi så også én ind ad brevsprækken?« siger Olaf.

»Det skulle vi gøre.«

»Ellers ved vi at postvæsnet har snydt.«

»De plejer at være til at stole på.«

»Så er der serveret. Flyt lige papiret, CG.« Elisabeth sætter en stor gryde med boller i karry ind på bordet.

Ugen efter, fredag eftermiddag, sidder Erik i glasburet og tænker sig om. Det lykkedes i fin stil at få leveret første halvdel af de sorte brochurer i sidste uge. De var færdige onsdag, aftenen før planlagt levering, og han kunne strengt taget godt have sendt dem af sted om natten, men besluttede at holde fast i aftalen med transportfirmaet om afhentning torsdag formiddag. Torsdag eftermiddag sendte han fakturaen til reklamebureauet og bekræftede over telefonen med postvæsnet at alt var som det skulle være, at omdelingen ville gå i gang som planlagt.

Nu er det eneste problem at pengene ikke er betalt endnu. Der er otte dages betalingsfrist, og normalt ville han ikke blinke over at den blev overskredet. Det er reglen snarere end undtagelsen at kunderne er langsomme med at få pengene op af lommerne. Men beløbets størrelse taget i betragtning burde han måske ringe og høre. Eller vil det virke for uhøfligt? Ingen grund til at træde folk over tæerne, Volume Fire er trods alt pludselig deres bedste kunde. Der kan være flere ordrer på vej næste år, måske endda i samme størrelsesorden. Erik sukker, rækker ud efter telefonen. Én ting har han lært igen og igen, det betaler sig ikke at udskyde vanskelige telefonopringninger. Jo mere man har lyst til at vente til i morgen, jo vigtigere er det at gøre det i dag.

»Volume Fire, det er Jeanette, hvad kan jeg hjælpe med?« Stemmen tilhører en ung pige, sikkert ikke over 16 år. Hun lyder virkelig hjælpsom.

»Erik Grønbæk. Træffer jeg Thomas Ingvar?«

»Lige et øjeblik, så skal jeg fange ham til dig.«

»Mange tak.«

Erik venter kun få sekunder.

»Hej Erik. Det er Thomas her.« Stemmen lyder lige så energisk som da de mødtes ansigt til ansigt. Normalt synes Erik at det virker overdrevent personligt, nærmest lidt påtrængende, kun at bruge fornavn, men på en eller anden måde får stemmen i røret det til at lyde som den naturligste ting i verden.

»Jeg ville bare lige orientere dig om opgaven. Tryghedsbrochuren.«

»Ja, lad mig høre. Kør los.«

»Som du ved nåede vi første halvdel i sidste uge. Og anden halvdel kører på skinner. Det ser ud til at vi når det i god tid.«

»Fremragende. Virkelig godt. Godt klaret.«

»Vedrørende fakturaen, så ville jeg lige tjekke om I har modtaget den?«

»Det har vi. Jeg fik den i fredags.«

»For vores regnskabsafdeling siger at vi endnu ikke har modtaget beløbet.« Regnskabsafdelingen var Elisabeth, men i det her tilfælde behøvede Erik ikke nogen påmindelse fra hende.

»Har I ikke det? Det var mærkeligt. Jeg bad om at den skulle betales i går. I kører med ottedages frist, ikke?«

»Det er rigtigt.«

»Ved du hvad, jeg tjekker lige op på det, spørger bogholderiet om hvad der sker. Hvis de har kludret i det, skal de få med mig at bestille. Du har pengene senest i morgen.«

»Overførslen kan jo være forsinket. Det sker indimellem.«

»Det kan være. Under alle omstændigheder skal jeg nok finde ud af hvor i systemet pengene er.«

»Okay, ingen problemer. Det var blot lige for en ordens skyld.«

»Selvfølgelig.«

»Det går nok alt sammen. Du skal have tak for hjælpen.«

»Vi tales ved. God weekend, Erik.«

»I lige måde.«

Selvom Erik er en smule ilde til mode over at have ringet, er han glad for at han fik det gjort. Nu ved han at pengene er på vej. Så er han fri for at spekulere over det i weekenden. Han puster ud, lægger røret på og kigger ud af glasburet. Produktionshallen ser helt tom ud, nu hvor alle pallerne er væk.

I weekenden lader han alligevel af princip den indkøbte champagne blive i køleskabet. Ikke sælge skindet og alt det der. Ikke før han har pengene i hånden.

Mandag morgen er pengene heller ikke gået ind på kontoen. Erik venter, det vil være uhøfligt at ringe tilbage så hurtigt når manden nu har sagt at han kigger på sagen. Han har sikkert talt med banken. Måske er der en fejl der skal tilbageføres. Måske tager det et par dage at få det godkendt. Der er ingen grund til at være nervøs.

Onsdag ringer Erik igen, men reklamemanden er ude af huset hele dagen til møde. Nej, Jeanette, den søde unge receptionist har ikke mulighed for at lægge en besked, hun ved ikke hvor han er, men så vidt hun ved vil han være tilbage på kontoret i morgen tidlig. »Prøv fra morgenstunden, før han har flere møder, så skulle der være gode chancer,« foreslår hun.

Erik ringer og tjekker bankkontoen ved middagstid og sidst på eftermiddagen. Der er stadig ingen penge. Og nu er intet nyt ikke længere godt nyt. Næste morgen klokken 8.00 ringer han igen, han kan efterhånden nummeret til Volume Fire udenad. Direktøren er ikke mødt endnu, prøv om lidt. Klokken 8.15 træffer han endelig Thomas Ingvar.

»Hej Erik, det er Thomas.« Tonefaldet er så afslappet at det smitter af på Erik. Det lyder ikke som en mand i økonomiske vanskeligheder. Tværtimod.

»Godmorgen, jeg ringer bare for at høre …«

»… hvor dine penge bliver af. Jeg ved det godt, og jeg beklager meget at der har været rod i tingene. Normalt kører den slags på skinner. Der er sket det at banken har forvekslet to forskellige konti. Vores ejendom og vores forretning er i virkeligheden to forskellige selskaber. Men i denne situation trækker vi på vores reserver i ejendomsselskabet. Man kan sige vi lægger ud for kunden, for Altrust Forsikring.«

»Okay.«

»Ja, vi har jo ikke lige tre millioner i kassen, slet ikke nu hvor vi lige har betalt løn til medarbejderne, så indtil da låner vi pengene fra ejendommen.«

»Ja?«

»Men banken troede de skulle bruge den sædvanlige konto. Jeg havde ellers skåret det ud i pap, men så kom der en ferieafløser ind over …«

»Det går altid galt.«

»… og da der ikke var dækning på driftskontoen, så lod de bare være med at betale. Ikke noget med at ringe eller noget. De lod bare som ingenting.«

»Det var ikke så smart.«

»Nej, det kan man roligt sige. Jeg har brugt det meste af ugen på at få trådene redet ud. Og de har lovet mig, virkelig lovet, højt og helligt, at penge bliver overført i denne uge. Fra den rigtige konto. Den med penge på.«

»Det vil sige … i morgen, fredag?«

»Senest. Forhåbentlig allerede i løbet af i dag.«

»Ja, det er jo heller ikke for at være utålmodig. Sagen er den at vi jo også har en række udlæg til underleverandører som vi skal afholde. Vi har indkøbt en ny trykmaskine, udbetalingen skal falde nu, der er også materialer, ekstra lønninger, transport …«

»Selvfølgelig. Og jeg er virkelig ked af hvis I er kommet i forlegenhed. Men som sagt, pengene er der i dag eller i morgen. Og jeg har ligget vandret for at rede trådene ud. Har virkelig gjort hvad jeg kunne.«

»Du skal have tak for indsatsen. Det lader jo til at falde på plads nu.«

»Hvis ikke pengene er der senest i morgen, så går jeg personligt ned og drejer halsen om på den ansvarlige i banken.«

»Det var måske så meget at gøre ud af det.«

»Ring til mig øjeblikkeligt hvis der stadig er problemer i morgen. Du får lige mit privatnummer også.«

Da samtalen er forbi, er Erik igen lettet. Det var fjollet at være urolig, fristen er trods alt kun overskredet med en uge, det skete så tit. Og problemet er til at overse, selvom Grønbæk Tryk & Grafisk Produktion ikke har en voldsom stor likviditet, så har de da en kassekredit de kan trække på hvis det skulle blive nødvendigt. Det er længe siden de har brugt den, Erik bryder sig ikke om at låne penge hvis det kan undgås. Men nu er det nok nødvendigt, trykkemaskinen skal betales senest næste dag. Erik har, købmand som han er, forhandlet sig frem til en pæn rabat samt 30 dages kredit, mod til gengæld at betale hele købssummen, tre en halv million, kontant. Så er der lønningerne, alt det overarbejde har gjort at udbetalingen denne måned er væsentligt højere end normalt. Omkring, Erik bladrer hurtigt i nogle papirer, omkring 100.000 ekstra. Det løber op.

Samme aften, da Erik går op ad havegangen, tænker han på at de om ikke andet kan tage lån i huset hvis der bliver behov for at ride stormen af. Pengene fra Volume Fire er endnu ikke dukket op. Huset, et godt gulstenshus fra 1972, er næsten betalt ud. De har været omhyggelige med vedligeholdelsen, har bygget til tre gange, sidste gang da de fik udestuen, i … var det 1989? De har været glade for at bo der, på Rådyrsvej 15, drengene har aldrig boet andre steder. Et fredeligt parcelhuskvarter i udkanten af byen, cykelafstand til Risskov Skole, masser af legekammerater, mindre end 500 meter til skoven. Det ville ærgre Erik gul og blå at skulle belåne huset efter møjsommeligt at have betalt terminerne de sidste 30 år, men det skulle også være mærkeligt om det blev nødvendigt.

Erik åbner døren, råber at han er hjemme, snuser dybt ind. De skal have hakkebøf. Det plejer ellers at være om fredagen.

»Har du fået pengene?« spørger Olaf, før fadet med hakkebøf, pyntet med små dynger af bløde løg, har været hele vejen rundt.

»Nej, ikke endnu,« siger Erik. »Der har været noget roderi. Noget med banken.«

»Har han ikke betalt?« Elisabeth kigger på Erik. Hun blander sig normalt ikke i driften, ikke medmindre hun er sikker på at hun har noget at bidrage med.

»Pengene er ikke kommet. Men de skulle være der i morgen.«

»Har du talt med ham?«

»Ja, selvfølgelig har jeg talt med ham, Elisabeth.« Én ting Erik ikke bryder sig om, er at nogen betvivler hans omhyggelighed. Når han og Elisabeth skændes, er det næsten altid fordi hun har stillet spørgsmålstegn ved beslutninger der vedrører arbejdet.

»Mon ikke du skulle stille resten af brochurerne i bero? Indtil han betaler.« Elisabeth ved at dette meget vel kan være starten på et skænderi.

»Jamen så kan vi jo ikke nå det, for pokker. Og hvis vi ikke når det, skal vi give afslag i prisen. Det står i kontrakten, du har selv læst den.«

»Men hvad nu hvis han ikke betaler? Hvad gør vi så?«

»Jeg sagde jo lige at det var banken der havde rodet rundt i det. De skal nok komme, pengene.«

»Ved du hvor han bor?« Erik, Elisabeth og Olaf kigger spørgende på CG. »For så kan vi jo altid køre ud til ham, pisse i tanken på hans bil, eller noget.«

»Hold nu kæft, din lille idiot,« siger Olaf.

»Hvad vil du gøre? Skrive et pænt brev?« siger CG, henvendt til Olaf.

»Hold nu kæft. Det er sgu da mange penge. Det er ikke sjovt.«

»Hvem siger det skulle være sjovt?«

For en gangs skyld giver CG sig til sidst og tier stille. De spiser bøfferne færdig i tavshed. Bagefter sætter Erik sig ind på kontoret.

Næste dag, fredag, da Erik om aftenen efter arbejde kommer gående op ad havegangen, går Elisabeth ham i møde. Hun behøver ikke spørge om pengene er kommet. Hun kan se på lang afstand at Erik er i dårligt humør.

Erik kan godt lide når de store boksekampe bliver genudsendt på tv, som regel sent om aftenen. Muhammed Ali, Joe Frazier, Henry Armstrong, Ken Buchanan, alle de udødelige kampe, toptrænede menneskelige boksermaskiner der kæmper indædt for at vinde, som gjaldt det liv og død. Hvad det indimellem også gjorde. Nogle gange, når en bokser var presset, paraderne helt oppe, ansigtet hævet, mærker på ryggen fra rebene, blødninger på nippet til at springe op, slag der bare blev ved og ved. Lydene var det mest utrolige, det lød som om man slog på en rådden træstamme med en kæp. En hul, dump lyd, lyden af handske mod hud, blandet med tunge støn fra en krop der nægter at give op. Det var ikke til at forstå hvad der holdt dem oppe. Erik kunne sidde foran skærmen i timevis, spekulere over hvor de fik energien fra når enhver kunne se at det kun gik i én retning.

I den følgende uge har Erik det selv som en forslået bokser. At gå konkurs føles ligesom at blive gennemheglet i hjørnet af en boksering, pryglet til man til sidst ikke kan huske sit eget navn, til man endelig synker sammen og langt, langt væk hører kamplederen tælle til ti. Hvad Erik end gør, ender det med et nyt nederlag. Et nyt slag i ansigtet. Hele tiden går det kun i én retning. Nedad. Til lyden af handsker mod fugtig hud. Thump, thump, thump.

Første stød rammer hårdt mandag morgen da Erik lakonisk konstaterer at pengene stadig ikke er dukket op, han ringer til Volume Fire, Thomas Ingvar træffes ikke, ringer på privatnummeret, heller ingen succes. Ringer til banken, spørger om der er overførelser på vej, spørger om de har Volume Fire som kunde, spørger om der er forsinkelser i øjeblikket, om der er noget han kan gøre, om der er noget de kan gøre. Ingen svar. Kun høflige beklagelser. Han ringer en gang i timen til Volume Fire, lige så ofte på privatnummeret. Intet svar.

Thump, thump, thump.

Tirsdag kontakter han Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, rekvirerer regnskabet for Volume Fire, ser der har været underskud de sidste fire år. Egenkapitalen er negativ. Lokalerne er lejede. Det samme gælder inventaret. Det føles som et hook der rammer rent.

Ugh.

Svimmelhed. Han ringer stadig hver time.

Onsdag kører Erik ind til Volume Fires adresse, i samtaleanlægget spørger den imødekommende stemme hvad det drejer sig om, han lyver, siger han har en aftale, hun kan ikke se nogen aftale i kalenderen, Erik siger han lige har aftalt det over telefonen, bliver endelig lukket ind. I receptionen sidder Jeanette, hun ser lige så ung ud som hun lyder, men ellers lader der ikke til at være nogen til stede. Jeanette siger modstræbende at der ikke har været nogen på arbejde hele ugen. Der er vist problemer med lønudbetalingerne.

Ooofff.

Erik mærker næsten fysisk hvordan luften forsvinder ud af lungerne.

Møder med advokat, mulighederne er endeløse, fogedretten, konkursbegæring, forlig, sagsanlæg, anbefalede breve, likviditet, anmeldelse af krav, konkursbo, tvangsauktion, udlæg, sikkerhed, gældspådragelse, hvert ord føles som et tungt stød mod kroppen. Erik vakler ud fra kontoret med en aftale om at advokaten ser nærmere på sagen. Erik må skrive under på at advokaten får pant i bilen som sikkerhed for sit salær. »Standardprocedure ved inkassosager,« siger advokaten.

Huugh.

Kvalmen stiger.

Erik kontakter Altrust Forsikring, markedsføringsafdelingen, spørger til kampagnen, den der hedder „Tryghed“. Spørger til Volume Fire, nævner tv-reklamerne, bliver stillet om et utal af gange indtil han endelig får markedstingdirektøren i røret. En tilbageholdende mand der tøvende, meget tøvende, fortæller at de skam har haft forhandlinger med Volume Fire, men netop har afbrudt samarbejdet, de mente ikke timingen var rigtig. Og de var, hvis han skal være helt ærlig, i tvivl om Volume Fires evne til at løfte så stor en opgave. Han beder Erik om at behandle oplysningerne fortroligt. Ønsker held og lykke. Lægger på. Groggy sidder Erik på sin stol i glasburet, i sit ringhjørne, røret i hånden, hører ikke hyletonen.

I produktionshallen kører maskinen stadig. Pallerne med de sorte tryksager stramt bundet med hvide plastikbånd er atter ved at formere sig. Der bliver flere og flere. Det er for sent at standse produktionen, det kan ikke betale sig, materialerne er købt og betalt.

Ugh.

Torsdag begynder telefonen at ringe. Leverandøren af trykkemaskinen rykker for sit salær. Erik bider ydmygelsen i sig da han bliver belært om at det ikke har været gratis at have en tekniker på sagen i snart sagt døgndrift, at han, Erik Grønbæk, må kunne forstå at når han stiller hårde krav til sine leverandører, vil de også gerne have at han overholder betalingsfristerne. Det er første gang nogen sinde at Grønbæk Tryk & Grafisk Produktion ikke betaler en regning til tiden. Han føler ikke han kan gøre andet end at betale, udnytter kassekreditten til det yderste.

Ouff. Blodsmag.

Alting handler nu om penge. Hvor mange penge har de tilbage? I kredit og i kontanter? Hvilke regninger er der? Hvor store? Hvor vigtige? Betalingsfrister? Erik nærlæser regninger og betalinger, forsøger svimmel at finde lidt luft i finanserne.

Han opdager at de også har betalt et depositum til postvæsnet for at modtage tryksagerne og distribuere dem til de enkelte postcentraler. 189.000 kroner. Et udlæg der i følge kontrakten skulle viderefaktureres direkte til Volume Fire.

Awww. Mellemgulvet.

Der er ikke penge nok til at udbetale løn. Slet ikke. Hvordan vil de ansatte reagere? Hvordan skal han få det sagt?

Endelig kommer han igennem til Ingvar. Han tror næsten ikke sine egne øre da røret endelig bliver taget på privatnummeret.

»Det er Ingvar.«

»Erik Grønbæk. Fra Grønbæk Tryk & Grafisk Produktion.«

»Ja. Det er meget uheldigt hvad der er sket, men jeg regner med at vi snart …«

»Uheldigt? Uheldigt! Er du klar over hvad du har gjort? Altrust siger de har trukket sig ud af samarbejdet. Du sagde at I havde en skriftlig aftale. En underskrevet kontrakt.«

Der bliver tavst i den anden ende af røret. Det er første gang Erik oplever at Thomas Ingvar tøver.

»Du har talt med Altrust?«

»Med marketingsdirektøren.«

»Jeg er ked af det. De trak sig ud i sidste øjeblik. Vi havde en mundtlig aftale. Det troede jeg var godt nok. Vi var nødt til at satse på at projektet kom i gang igen.«

»Jeg skal have mine penge. Nu.«

»Som du måske ved, er vi erklæret konkurs. Der er ingen penge.«

»Vi har en kontrakt.«

»Du må få din advokat til at rette henvendelse til konkursboet. Der er ikke andet at gøre. Så må vi se hvad der bliver tilovers.«

»Tilovers? I ejer jo ingenting. Jeg har set jeres regnskaber. Der er ingenting. Alt er lejet.«

»Leaset. Det er jo sådan man gør.«

»„Man“? Hvem er „man“?«

»Ja, i vores branche. Du må da også vide at det ikke går så godt i reklamebranchen. Læser du ikke aviser? Det kan da ikke komme helt bag på dig.«

Humpf. Lysene kører rundt, som en karrusel.

Erik føler et myggestik kunne slå ham knockout nu. Han har ikke mere tilbage.

»Det er simpelthen det værste svineri jeg nogen sinde har været ude for.«

»Tænk på hvordan jeg har det. Min virksomhed er lige gået konkurs. Bare fordi kunden springer fra aftalen. Er det specielt fair?«

»Du sagde I havde en kontrakt!«

»Jeg var sikker på opgaven kom i hus. Vi kunne ikke vente længere, vi måtte rykke på det. Jeg er lige så skuffet som du er.«

»Skuffet! Sagde du skuffet! Jeg risikerer at miste min virksomhed. Maskinerne. Bilerne. Alt. Hvad fanden tænker du på!«

»Jeg er ked af det. Men du burde have taget højde for det tidligere. Jeg er bange for at vi ikke kommer så meget videre med denne snak.«

»Jeg skal give dig noget at være bange for!«

»Tak for samarbejdet.«

Røret bliver lagt på.

Erik synker sammen over skrivebordet. Tømt for luft. Udkørt. Tabt.

Knockout. Nat.

Uden for glasburet kigger Svend og Ole nysgerrigt ind på kontoret.

De første to uger er de værste. Derefter er det som om det ikke kan blive meget værre. Erik vænner sig skræmmende hurtigt til ydmygelserne, banken der pludselig ikke længere er så fleksibel som den skriver i sine annoncer. Høfligt og venligt forklarer de Erik hvordan det hænger sammen: Enten sælger du dit hus, eller også gør vi. Og lad det gå lidt tjept, tak.

Fogeden der henter bilen. En Ford Escort. Selvom den kun er tre år gammel, er det åbenbart kun lige nok til at dække advokatsalæret når diverse gebyrer for afhændelse og administration er trukket fra. Erik må cykle de otte kilometer på arbejde. Eller det der er tilbage af arbejdet, kunderne forsvinder hurtigere end røg i blæsevejr da de hører at banken har indgivet konkursbegæring.

Selv naboerne på Rådyrsvej lader til at vide det. De hilser stadig, men de smiler ikke. Det er som om de skal skynde sig videre.

Den sidste tur Erik kører i trykkeriets kassevogn går nordpå, til Ingvars privatadresse. Sent om aftenen læsser han med møje og besvær de to paller med restoplaget af den sorte tryksag af i indkørslen til villaen. I carporten står en Rover, matsort, sikkert i konens navn, tænker Erik da han bakser pallerne ud af kassevognen. Han er lige ved at lade palleløfteren blive stående, men tager den alligevel med da han indser at det blot ville gøre livet lettere for indehaveren af den sorte Rover.

Lige før Erik sætter sig ind bag rattet, vender han sig og kaster en flaske mod hoveddøren, så hårdt han kan. En flaske champagne, Den Gule Enke, den dyreste de havde i Brugsen, eksploderer i en sky af skum da den rammer muren lige ved siden af døren. Som når man søsætter et skib, tænker Erik da han gasser op og kører ud ad villavejen, mens lysene bliver tændt i nabohusene. For første gang i sit liv er Erik ligeglad. De kan gøre hvad de vil.

Næste dag modtager han en politianmeldelse for hærværk. Og dagen efter en regning fra et transportfirma som har kørt de to paller til forbrændingsanstalten. Det er Eriks eget navn der står på regningen. Før han river den i stykker, undrer han sig over hvordan Ingvar uden videre har fået firmaet til at fakturere en tredjepart. Han trækker på skuldrene. Nogle mennesker er dygtige.

»Jeg vil sige det til jer som det er.« Erik har kaldt de ansatte sammen til et morgenmøde. »Ordren er gået i vasken. De har snydt os. De har ingen penge og ingen kunde. Forsikringsselskabet havde alligevel ikke bestilt nogen reklamekampagne.«

Der bliver fuldstændigt stille omkring bordet. Ole lægger hovedet på skrå, kigger opmærksomt. Svend rynker brynene. Som om han vidste hvad der ville komme.

»Det får selvfølgelig konsekvenser. Vi har haft nogle store udgifter, men ingen indtægter. Så …« Erik kan ikke få det sagt.

»Vi er fyrede,« siger Svend tørt.

»… så jeg bliver nødt til at sende jer hjem til det er overstået. Forhåbentlig finder vi en god løsning, så vi kan komme i gang igen.«

»Og vores løn for oktober?«

»Som sagt … Der er ingen penge i kassen. Jeg håber meget at kunne betale jer, når …«

»Når hvad?«

»… når … huset er solgt.« Erik kigger ned i bordpladen og ligner mere én på 86 end på 56. Mændene venter, men der kommer ikke flere ord. Den blå termokande med kaffe slubrer fordi låget ikke er skruet ordentligt på. Det lyder som om den har taget ordet, som om den taler på et overjordisk sprog, mens menneskene omkring bordet lytter andægtigt. Til sidst holder den op.

Efterhånden som de ikke kan holde stilheden ud, forlader de ni mænd bordet, én for én. Hvis man så på udefra, ville man tro at deres navne blev råbt op. Svend og Ole er de sidste der går. På vej ud tager Svend en telefon og ringer til fagforeningen. Ole står lidt og tripper før han spørger Erik om det kan komme på tale at sælge resterne af virksomheden. Måske vil han være interesseret. Hvis prisen er rigtig.

Den anden vanskelige samtale foregår over spisebordet, hjemme i gulstensvillaen. Erik fortæller drengene den korte version, så kort som muligt, af hvad der er sket. Den store kunde, ham med de sorte, foldede brochurer, er stukket af fra regningen. Derfor er der alligevel ikke penge til den nye maskine som ellers er købt og betalt. Måske får de en dag pengene, men indtil da er de nødt til at lukke trykkeriet. Og flytte. Til en mindre bolig. En lejlighed i et boligkompleks i Åbyhøj, Bispemosen hedder det, i den anden ende af byen. De behøver ikke skifte skole, men de vil få lidt længere vej.

»Jeg tror hellere jeg vil skifte skole,« siger CG.

»Hvorfor det?« Erik virker overrasket.

»De kalder mig KK. For Kong Kurs.«

»Gør de det?« Det var første gang at nogen af drengen havde problemer i skolen. Altså med eleverne. For få uger siden ville Erik øjeblikkeligt have ringet til klasselæreren eller til nogen af de andre forældre. Eller forklaret CG hvordan han skulle svare igen, ikke finde sig i noget. I stedet siger han: »Det må de ikke,« uden overbevisning i stemmen.

»Sagde du ikke du var forsikret,« spørger Olaf.

»Ikke mod …« Erik går i stå. Det sker tit på det seneste. Så udbryder han, »Man kan sgu da for helvede ikke forsikre sig mod platugler!« Han bander ellers aldrig.

Om aftenen sidder CG og Olaf inde på CGs værelse. Hvis man læner sig helt hen til vinduet, kan man se det meste af terrassen foran udestuen. De ser deres far stå på terrassen, alene i mørket. Han er kun en silhuet, men er nem at genkende. Gløden fra cigaretten lyser i mørket. Kigger man godt efter, kan man se at kroppen ryster svagt. Græder han?

»Det er fandeme for dårligt,« siger Olaf.

»Hvilket?« siger CG.